De alternative samarbejdspartnere

Thomas Borre og Astrid Skov

Flere og flere områder og virksomheder får øjnene op for mulighederne ved podcasting. Vi slutter derfor dagen af med 2 virksomheder, der tænker særligt kreativt i deres arbejde med podcast.

Prxjects by Mercedes Benz har siden 2015 arbejdet aktivt med kultur gennem projekter, hvor kunstneriske eksperimenter dyrkes og udvikles i samarbejde med de bedste danske kunstnere og kulturaktører. Podcastinteresserede vil særligt nikke genkendende til Sigurd Hartkorn Plaetners “Noget om Emma” som rigtigt mange lyttere har måttet knibe en tåre til, samt hans spritnye podcastserie “Det Ekstraordinære”, der –  som navnet antyder – forfølger de historier, mennesker, samtaler og steder, der fascinerer, gør ondt, er sjove og tankevækkende ud over det sædvanlige.

Saga er det største digitale forlag i Danmark og en del af forlaget Lindhardt og Ringhof og Egmont Koncernen. Gode lydfortællinger er således en del af virksomhedens DNA, og Saga har på den baggrund lanceret Saga Talks – en serie af korte lydfortællinger, podcasts og interviews. Fra den klassisk monterede lydfortælling over den spontane samtalepodcast til grundige portrætter af litteraturens store stemmer, engagerer de sig med dygtige producenter, og vægter fortælleglæden og den gode idé, hvad enten det handler om fodbold, kongerækken, hot yoga eller Jane Austens liv og forfatterskab.

De to præsenteres for Prxjects og SAGA af Thomas Borre og Astrid Skov