Historien om et langsomt mord
Adrian Adler & Mathias Sørensen
1991 blev der begået 73 mord i Danmark. I Danmark finder vi næsten altid ud af, hvem der slår hinanden ihjel og hvorfor, men 3 af de 73 mord er stadigvæk uopklarede. Der var også en sag, hvor politiet ikke kunne fastslå, hvordan personen døde. Jesper Helge Hansen blev 27 år gammel. Han blev fundet i en vaskekælder i udkanten af Svendborg med kraniebrud og brud på brystkassen. Han efterlod sig en halvtom lejlighed, en masse spørgsmål og en fireårig søn.
27 år efter skaber hans søn Adrian Adler og hans gode ven Mathias Sørensen podcast-serien “Et langsomt mord”, hvor de søger efter svar. Hvem var Adrians far egentlig? Hvad er det for et liv, som leder op til så brutal en død? Hvem slog ham ihjel? Hør Adrian og Mathias fortælle om tilblivelsen af serien. Om researchen og om de dilemmaer og valg Adrian blev stillet i, da de skabte den meget personlige fortælling.